snubler

Instagram-egnede retter mangler smag på ny restaurant
Kählers konceptrestaurant har masser af ambitioner, men snubler på vejen.

sommermad. Kähler i Tivoli har ambitioner. Men til trods for en Instagram-egnet sommersalat og en forrygende ostetallerken lod restauranten stadig noget tilbage at ønske. – Foto: Ditte Valente
SOMMERMAD. Kähler i Tivoli har ambitioner. Men til trods for en Instagram-egnet sommersalat og en forrygende ostetallerken lod restauranten stadig noget tilbage at ønske. – Foto: Ditte Valente
RESTAURANT

Anbefalet af I BYEN Dansk Nordisk Restauranter
BØRGE IGOR BRANDT
Det danske keramikbrand Kähler har åbnet en ’living design’-konceptrestaurant i Tivoli.

De eksisterende lokaler er blevet indrettet med sikre danske designklassikere. Man kan sidde indendørs eller på terrassen under bagsiden af Plænens karakteristiske halvtag.

Vi blev budt velkommen af de venlige tjenere og fik et bord udendørs.

De havde ingen børnestole, men Trille, der fylder 4½ lige om lidt, kunne da sagtens sidde på en voksenstol. Børnestolene skulle være på vej, blev vi forsikret om.

Herlig sommersalat
Vi fik menukort, vand og brød med en lækker urtecreme, og kort efter fik vi forretten, en herlig sommersalat.

Det var Rømø-rejer, pocherede hønseæg, spæde grøntsagstoppe og østjysk hollandaise. En yderst dekorativ sommerfryd af en servering, der ville gøre sig godt på de fleste Instagram-opdateringer.

Men man bliver jo ikke mæt af at spise med øjnene, så vi satte straks gaflerne i maden, og her var det, som om retten ikke helt kunne leve op til sit udseende.

På trods af at det var de fine smagsnuancer og toner, der var på tallerkenen, manglede der på en eller anden måde smag.

Især den østjyske hollandaise var helt neutral i smagen, selv om den var smagt til med ramsløg.

Det samme gjaldt skorzonerrødderne, der lå som fine, tyndtskårne guirlander mellem rejer, blomkålsflager og dildtoppe og stort set var uden smag. Nå.

Det sker jo, at musikken lige skal spille sig varm, før det rigtig kører, tænkte vi, mens vi kværnede peber og salt ud over retten og nød, at det var sommer.

Prikken på tungen
Jeg havde valgt ’Den lækre’ vinmenu til 299 kr. (’Den rigtig lækre’ koster 399 kr.) og fik til forretten en riesling, Dr. Bassermann, Pfalz, 2011, der havde friske syrlige toner og prikkende fornemmelser på tungen, men som var lige så hurtigt glemt, som den var drukket.

Alle spiller røven ud af bukserne, men musikken kommer alligevel ikke ud over scenekanten
Børge Igor Brandt
Min mor og Tone fik Weingut Meierer, Riesling, Feinherb, Mosel, 2012, til 70 kr. glasset, der faktisk var rigtig god.

Min mor, Trille og jeg hoppede på kødmenuen og fik glaseret steg af mør dansk kalv med karamelliseret løgcreme, fintsnittede sukkerærter, søde løgskaller, sprøde maltflager, friske urter, bær og spæd salat.

På siden var der sauce og kartofler. Køkkenets idé var vel, at der både skulle være noget syrligt, noget sødt, noget kraft, noget friskt, noget blødt og noget sprødt på tallerkenen.

Men det var, som om det endte med en tvangsidé, der ikke rigtig kom ud over tallerkenkanten. Som når for mange teknisk dygtige musikere ender med at spille en jazzbusk på scenen.

Alle spiller røven ud af bukserne, men musikken kommer alligevel ikke ud over scenekanten.

Aromadampet ørred
Til hovedretten fik jeg en Joan Gine, Priorat, 2010, der havde anderledes pondus af egetræ og en god fornemmelse af en mineralsk jordbund, der gik fint i hak med særligt kødet på tallerkenen.

LÆS GUIDEHer er Københavns største eksportsucceser

Min mor fik en Nicolas Rossignol, Pinot Noir, Bourgogne, 2011, fra kortet til 95 kr. glasset. En dejlig vin i den lettere ende, der faldt fint i hendes smag.

Tone fik perfekt aromadampet ørred med flotte rogn, blomkålscreme, løg, luftig smørsauce og et glas af en Herringbone Hills, Sauvignon Blanc, Marlborough, 2012 til 70 kr.

Fire gode oste på stribe
Til dessert hoppede jeg på de danske oste med herlige, knasende skiver af forskellige typer brødchips og en hyben-rabarber-chutney til.

De fire oste var Troldhede Krondild og Gnalling fra Troldhede Mejeri, hvortil jeg fik serveret et glas af en gylden 10-års Quinta de St. Eufemia-portvin, der var kølig og mild i smagen.

Desuden fik jeg Lykkebjerg fra Tistrup Mejeri, som er en råmælksost, jeg er vild med, og som klikkede virkelig fint med osteserveringens andet glas vin, en Pierre Gaillard & Stephane Gallet Terre-Mer likørvin fra Languedoc S.A., der med sin røde sødme klædte osten på samme måde, som vi kender det fra kombinationen af ost og syltetøj.

Slutteligt fik jeg Sønderjysk Blå, en blåskimmel fra Høgelundgård, der gjorde det til fire på stribe af rigtig gode danske oste.

Resten af bordet fik Kählers dessert af danske sommerbær.

Det var store portioner af friske jordbær, sød grød og tørrede små stykker jordbær, der var virkelig flot serveret med hvid chokolade, og som ved bordet yderligere blev drysset med tørfrossen, gammeldags ymer.

Det var en flot afslutning på aftenen.

Snubler på vejen
Kähler har helt klart ambitioner i køkkenet om et frisk nordisk køkken, men snubler desværre på vejen.

Fra kl. 17.30 kan man ikke vælge andet end hele menuen til 399 kr., og skal man have bare et enkelt glas vin til, nærmer man sig de 500 kr.

Der er noget lidt andet end det prisniveau, der står at læse på Tivolis hjemmeside på 100-175 kr., som altså kun gælder dagsmenuens serveringer.

ambitioner

Instagram-egnede retter mangler smag på ny restaurant
Kählers konceptrestaurant har masser af ambitioner, men snubler på vejen.

sommermad. Kähler i Tivoli har ambitioner. Men til trods for en Instagram-egnet sommersalat og en forrygende ostetallerken lod restauranten stadig noget tilbage at ønske. – Foto: Ditte Valente
SOMMERMAD. Kähler i Tivoli har ambitioner. Men til trods for en Instagram-egnet sommersalat og en forrygende ostetallerken lod restauranten stadig noget tilbage at ønske. – Foto: Ditte Valente
RESTAURANT

Anbefalet af I BYEN Dansk Nordisk Restauranter
BØRGE IGOR BRANDT
Det danske keramikbrand Kähler har åbnet en ’living design’-konceptrestaurant i Tivoli.

De eksisterende lokaler er blevet indrettet med sikre danske designklassikere. Man kan sidde indendørs eller på terrassen under bagsiden af Plænens karakteristiske halvtag.

Vi blev budt velkommen af de venlige tjenere og fik et bord udendørs.

De havde ingen børnestole, men Trille, der fylder 4½ lige om lidt, kunne da sagtens sidde på en voksenstol. Børnestolene skulle være på vej, blev vi forsikret om.

Herlig sommersalat
Vi fik menukort, vand og brød med en lækker urtecreme, og kort efter fik vi forretten, en herlig sommersalat.

Det var Rømø-rejer, pocherede hønseæg, spæde grøntsagstoppe og østjysk hollandaise. En yderst dekorativ sommerfryd af en servering, der ville gøre sig godt på de fleste Instagram-opdateringer.

Men man bliver jo ikke mæt af at spise med øjnene, så vi satte straks gaflerne i maden, og her var det, som om retten ikke helt kunne leve op til sit udseende.

På trods af at det var de fine smagsnuancer og toner, der var på tallerkenen, manglede der på en eller anden måde smag.

Især den østjyske hollandaise var helt neutral i smagen, selv om den var smagt til med ramsløg.

Det samme gjaldt skorzonerrødderne, der lå som fine, tyndtskårne guirlander mellem rejer, blomkålsflager og dildtoppe og stort set var uden smag. Nå.

Det sker jo, at musikken lige skal spille sig varm, før det rigtig kører, tænkte vi, mens vi kværnede peber og salt ud over retten og nød, at det var sommer.

Prikken på tungen
Jeg havde valgt ’Den lækre’ vinmenu til 299 kr. (’Den rigtig lækre’ koster 399 kr.) og fik til forretten en riesling, Dr. Bassermann, Pfalz, 2011, der havde friske syrlige toner og prikkende fornemmelser på tungen, men som var lige så hurtigt glemt, som den var drukket.

Alle spiller røven ud af bukserne, men musikken kommer alligevel ikke ud over scenekanten
Børge Igor Brandt
Min mor og Tone fik Weingut Meierer, Riesling, Feinherb, Mosel, 2012, til 70 kr. glasset, der faktisk var rigtig god.

Min mor, Trille og jeg hoppede på kødmenuen og fik glaseret steg af mør dansk kalv med karamelliseret løgcreme, fintsnittede sukkerærter, søde løgskaller, sprøde maltflager, friske urter, bær og spæd salat.

På siden var der sauce og kartofler. Køkkenets idé var vel, at der både skulle være noget syrligt, noget sødt, noget kraft, noget friskt, noget blødt og noget sprødt på tallerkenen.

Men det var, som om det endte med en tvangsidé, der ikke rigtig kom ud over tallerkenkanten. Som når for mange teknisk dygtige musikere ender med at spille en jazzbusk på scenen.

Alle spiller røven ud af bukserne, men musikken kommer alligevel ikke ud over scenekanten.

Aromadampet ørred
Til hovedretten fik jeg en Joan Gine, Priorat, 2010, der havde anderledes pondus af egetræ og en god fornemmelse af en mineralsk jordbund, der gik fint i hak med særligt kødet på tallerkenen.

LÆS GUIDEHer er Københavns største eksportsucceser

Min mor fik en Nicolas Rossignol, Pinot Noir, Bourgogne, 2011, fra kortet til 95 kr. glasset. En dejlig vin i den lettere ende, der faldt fint i hendes smag.

Tone fik perfekt aromadampet ørred med flotte rogn, blomkålscreme, løg, luftig smørsauce og et glas af en Herringbone Hills, Sauvignon Blanc, Marlborough, 2012 til 70 kr.

Fire gode oste på stribe
Til dessert hoppede jeg på de danske oste med herlige, knasende skiver af forskellige typer brødchips og en hyben-rabarber-chutney til.

De fire oste var Troldhede Krondild og Gnalling fra Troldhede Mejeri, hvortil jeg fik serveret et glas af en gylden 10-års Quinta de St. Eufemia-portvin, der var kølig og mild i smagen.

Desuden fik jeg Lykkebjerg fra Tistrup Mejeri, som er en råmælksost, jeg er vild med, og som klikkede virkelig fint med osteserveringens andet glas vin, en Pierre Gaillard & Stephane Gallet Terre-Mer likørvin fra Languedoc S.A., der med sin røde sødme klædte osten på samme måde, som vi kender det fra kombinationen af ost og syltetøj.

Slutteligt fik jeg Sønderjysk Blå, en blåskimmel fra Høgelundgård, der gjorde det til fire på stribe af rigtig gode danske oste.

Resten af bordet fik Kählers dessert af danske sommerbær.

Det var store portioner af friske jordbær, sød grød og tørrede små stykker jordbær, der var virkelig flot serveret med hvid chokolade, og som ved bordet yderligere blev drysset med tørfrossen, gammeldags ymer.

Det var en flot afslutning på aftenen.

Snubler på vejen
Kähler har helt klart ambitioner i køkkenet om et frisk nordisk køkken, men snubler desværre på vejen.

Fra kl. 17.30 kan man ikke vælge andet end hele menuen til 399 kr., og skal man have bare et enkelt glas vin til, nærmer man sig de 500 kr.

Der er noget lidt andet end det prisniveau, der står at læse på Tivolis hjemmeside på 100-175 kr., som altså kun gælder dagsmenuens serveringer.

Knafeh

København har fået en ny libanesisk restaurant, der vil gengive stemningen fra Beiruts spisestuer, hvor familierne samles om bordet for at dele en lang række småretter.

Sådan skriver Manzel på deres hjemmeside. Men der er en indbygget programfejl i konceptet.

Manzel betyder ’hjem’ på arabisk, men man får en klar fornemmelse af at være ude, når man træder ind i det diskopalads, som kunstneren Marco Evaristti har været med til at dulle op til »urban coolness« .

En snert af storcenter
Her er ultraviolet som underlyset på en Honda Civic en lørdag nat på Amagerbrogade, og efterhånden som øjnene vender sig til den natklubhemmelige atmosfære, dukker der udstoppede høns op i mørket, stablede bildæk med rå glødelamper og andre kunstneriske skørheder.

Her virker overpyntet, nyrigt, og det fungerer ikke som hjemligt rum. For mørkt til at skelne ingredienserne på fadene og for høj loungemusik til at tale sammen i større flok.

Vi startede med to alkoholfri cocktail i den mere hyggelige baggård, hvor der trods åben ild og høj himmel alligevel var en snert af storcenter med udendørs højttalere, der gengav playlistens ventetonemusik. Spandau Ballets ’True’ tilsat rytmen fra legetøjskeyboardets ’party’-knap. Storslemt.

Shawarmabar i luksusversion
I Libanon spiser man typisk en lang række småretter, mez-mez, inden hovedretterne med kød, så vi bestilte den store 16-retters forestilling til 440 kroner og startede frisk med drænet yoghurt rørt med mynte og olivenolie og små pakker af dej med fyld af spinat så hvinende syrligt, at man turde håbe på et nådesløst angreb af libanesisk særpræg resten af aftenen.

Men næste omgang var stort set en demonstration af de småretter, man allerede kender så godt fra flere shawarmabarer, blot på et klart højere niveau.

Hummussen var kraftigt krydret med sesampastaen tahin uden at miste balancen mellem ærternes fylde og den bitre kant af sesam.

Lind og cremet med bid fra hele kikærter oven på. Fremragende.

Ren nøddehygge
En tabbouleh var en frisk og citronskarp ret med selvtillid, mens den klassiske mouhamar, en pesto af rød peberfrugt og valnødder, var mere rund og magelig med sødme fra granatæblesirup.

Baba ganoushen fik ikke fordel af samme søde sirup, der overdøvede de dybe nuancer i den moste aubergine, men heldigvis fik samme frugt revanche i en kompot, hvor den var vendt med kartofler, tomater, hasselnødder og chili.

En sindssygt lækker bid af ren nøddehygge og runde toner i mol.

Men samlet set var denne omgang for enfoldigt skåret over samme trygge skabelon af sødme og dybde. Man savnede kommaer, afsnit og temposkift i denne børnevenlige udgave af ’Tusind og en nat’.

Eller simpelthen en helt anden fortælling end den velkendte kanon af eksotiske eventyr, som vi kender så godt i forvejen.

Høflig hakkefars
Så kom der falafler, tørre, neutrale og tæt på mislykkede med en »overraskelse« indeni – en kerne af syltet løg, koriander og peber, som blev en bitter pille med besk pebret bismag.

Kødtærten, 3rayes, med en tyk dej rundt om kanelkrydret kød smagte for høfligt uden dybde i det lidt tørre hakkefars.

Efter et godt glas sancerre og et glas sprød slovensk furmint til de første retter havde vi nu fået kortets eneste libanesiske vin, som man så til gengæld også får lov at betale for.

695 kroner for en Chateau Musar fra Beeka Valley, der passede fint til maden med strejf af figner og dadler, men som ikke kunne leve op til prisen.

Sejt lam og knastør kylling
Første hovedret var moghrabieh, den libanesiske couscous i ærtestørrelse, der i konsistens minder om gnocchi, når de på traditionel vis koges op med bouillon fra det kød, der serveres til.

Her en poussin, der var saftig, men lige så oversaltet som moghrabieh, og samme salte problem gentog sig med guldbarsfileten, der lå med sprødstegt skind i en creme af tahinrørt yoghurt med de evige granatæblekerner.

Rundens tredje ret, mashawi (grillet kød), var fornærmende ringe: Lammet var sejt, kyllingefileterne knastørre og halvt forkullede af grillstriber, og så var der en tør kube af trevler, der engang havde været et stykke kød fra noget levende kvæg.

Det kan fås bedre på shawarmabaren rundt om hjørnet. En skål med tre forskellige slags bønner, koriander, citron, nigellafrø og sumak udgjorde det grønne sidekick med stram syre i ganen.

En kvæler af en ost
Desserterne gjorde ikke meget for at formilde os.

Ikke til at begynde med i hvert fald. Manzels udgave af den søde ostetærte knafeh var en stor tung mozarellamodel indsvøbt i sprøde tråde af filodej og overhældt af sirup.

Knafeh er lidt af en acquired taste med sin ekstremt søde fedme, men her var den bare overmandende med sin varme kæmpeklump af flydende mozarella, der blev kvalm i siruppens kvælertag.

For mange vildfarelser
Heldigvis fik vi en fantastisk budding med vanilje, kanel og granatæblesirup. Den var både syrlig og salt, krydret, kantet og rund, groft rørt, fed og frisk.

En aparte smag, men overraskende harmonisk. Det var der, vi gerne ville hen i det libanesiske køkken.

Og det kom vi igen med den dejlige kaffe med et skvæt kardemomme rørt i granatæblesirup. Men der var alt for mange vildfarelser på vejen derhen.

Hej verden!

København har fået en ny libanesisk restaurant, der vil gengive stemningen fra Beiruts spisestuer, hvor familierne samles om bordet for at dele en lang række småretter.

Sådan skriver Manzel på deres hjemmeside. Men der er en indbygget programfejl i konceptet.

Manzel betyder ’hjem’ på arabisk, men man får en klar fornemmelse af at være ude, når man træder ind i det diskopalads, som kunstneren Marco Evaristti har været med til at dulle op til »urban coolness« .

En snert af storcenter
Her er ultraviolet som underlyset på en Honda Civic en lørdag nat på Amagerbrogade, og efterhånden som øjnene vender sig til den natklubhemmelige atmosfære, dukker der udstoppede høns op i mørket, stablede bildæk med rå glødelamper og andre kunstneriske skørheder.

Her virker overpyntet, nyrigt, og det fungerer ikke som hjemligt rum. For mørkt til at skelne ingredienserne på fadene og for høj loungemusik til at tale sammen i større flok.

Vi startede med to alkoholfri cocktail i den mere hyggelige baggård, hvor der trods åben ild og høj himmel alligevel var en snert af storcenter med udendørs højttalere, der gengav playlistens ventetonemusik. Spandau Ballets ’True’ tilsat rytmen fra legetøjskeyboardets ’party’-knap. Storslemt.

Shawarmabar i luksusversion
I Libanon spiser man typisk en lang række småretter, mez-mez, inden hovedretterne med kød, så vi bestilte den store 16-retters forestilling til 440 kroner og startede frisk med drænet yoghurt rørt med mynte og olivenolie og små pakker af dej med fyld af spinat så hvinende syrligt, at man turde håbe på et nådesløst angreb af libanesisk særpræg resten af aftenen.

Men næste omgang var stort set en demonstration af de småretter, man allerede kender så godt fra flere shawarmabarer, blot på et klart højere niveau.

Hummussen var kraftigt krydret med sesampastaen tahin uden at miste balancen mellem ærternes fylde og den bitre kant af sesam.

Lind og cremet med bid fra hele kikærter oven på. Fremragende.

Ren nøddehygge
En tabbouleh var en frisk og citronskarp ret med selvtillid, mens den klassiske mouhamar, en pesto af rød peberfrugt og valnødder, var mere rund og magelig med sødme fra granatæblesirup.

Baba ganoushen fik ikke fordel af samme søde sirup, der overdøvede de dybe nuancer i den moste aubergine, men heldigvis fik samme frugt revanche i en kompot, hvor den var vendt med kartofler, tomater, hasselnødder og chili.

En sindssygt lækker bid af ren nøddehygge og runde toner i mol.

Men samlet set var denne omgang for enfoldigt skåret over samme trygge skabelon af sødme og dybde. Man savnede kommaer, afsnit og temposkift i denne børnevenlige udgave af ’Tusind og en nat’.

Eller simpelthen en helt anden fortælling end den velkendte kanon af eksotiske eventyr, som vi kender så godt i forvejen.

Høflig hakkefars
Så kom der falafler, tørre, neutrale og tæt på mislykkede med en »overraskelse« indeni – en kerne af syltet løg, koriander og peber, som blev en bitter pille med besk pebret bismag.

Kødtærten, 3rayes, med en tyk dej rundt om kanelkrydret kød smagte for høfligt uden dybde i det lidt tørre hakkefars.

Efter et godt glas sancerre og et glas sprød slovensk furmint til de første retter havde vi nu fået kortets eneste libanesiske vin, som man så til gengæld også får lov at betale for.

695 kroner for en Chateau Musar fra Beeka Valley, der passede fint til maden med strejf af figner og dadler, men som ikke kunne leve op til prisen.

Sejt lam og knastør kylling
Første hovedret var moghrabieh, den libanesiske couscous i ærtestørrelse, der i konsistens minder om gnocchi, når de på traditionel vis koges op med bouillon fra det kød, der serveres til.

Her en poussin, der var saftig, men lige så oversaltet som moghrabieh, og samme salte problem gentog sig med guldbarsfileten, der lå med sprødstegt skind i en creme af tahinrørt yoghurt med de evige granatæblekerner.

Rundens tredje ret, mashawi (grillet kød), var fornærmende ringe: Lammet var sejt, kyllingefileterne knastørre og halvt forkullede af grillstriber, og så var der en tør kube af trevler, der engang havde været et stykke kød fra noget levende kvæg.

Det kan fås bedre på shawarmabaren rundt om hjørnet. En skål med tre forskellige slags bønner, koriander, citron, nigellafrø og sumak udgjorde det grønne sidekick med stram syre i ganen.

En kvæler af en ost
Desserterne gjorde ikke meget for at formilde os.

Ikke til at begynde med i hvert fald. Manzels udgave af den søde ostetærte knafeh var en stor tung mozarellamodel indsvøbt i sprøde tråde af filodej og overhældt af sirup.

Knafeh er lidt af en acquired taste med sin ekstremt søde fedme, men her var den bare overmandende med sin varme kæmpeklump af flydende mozarella, der blev kvalm i siruppens kvælertag.

For mange vildfarelser
Heldigvis fik vi en fantastisk budding med vanilje, kanel og granatæblesirup. Den var både syrlig og salt, krydret, kantet og rund, groft rørt, fed og frisk.

En aparte smag, men overraskende harmonisk. Det var der, vi gerne ville hen i det libanesiske køkken.

Og det kom vi igen med den dejlige kaffe med et skvæt kardemomme rørt i granatæblesirup. Men der var alt for mange vildfarelser på vejen derhen.

Have no product in the cart!
0